Brev 09-01-2008

 

 Tianjin

December måned

Hej alle sammen

December blev som alle andre steder, en måned med masse af fart, middage, Julebal, før juleaften, Jul, Nytår og Ferie. Vi startede med at vi skulle til årets julebal, som var arrangeret af Tianjin womens club. De samlede penge ind til et lokalt børnehjem for handikarpede børn og til Unicefs afd. i Tianjin. Der blev indsamlede hhv. 15.000 Rmb og 10.000 Rmb. Ikke så dårligt. Sanne og jeg startede med at mødes med nogle af vores venner der bor i en bebyggelse ved Sheraton, her fik vi champane og snack inden vi skulle over og ha middag. Selve middagen var ikke noget at skrive om og musikken kunne bestemt ha' været bedre.  det værste der skete var da en russisk operasanger pludselig startede med at synge i en mikrofon hvor lyden ikke var særlig god, folk fik et chock. Men heldigvis stoppede hun igen. Derefter blev der danset og hyggede, til ud på de sene timer.

Julie blev udtaget til skolens high school Baskebold hold, det betyder at hun skal med holdet til Shanghai i januar, hvilket hun selvfølgelig glæder sig til. Julie fik også halvårs karraktere og det var gået rigtig godt, på trods af at niveauet er højt. Julie kærster stadig med en fra 12 klasse, Song Su, en rigtig sød koreaner dreng.

Sanne var blevet spurgt om hun ville hjælpe et fransk Catering firma der står for maden til Novozyms fabrik. Hun skulle hjælpe dem med at lave en dansk julefrokost. Sanne fik oversat og skrevet opskrifter til de gense retter til en julefrokost. Dagen før julefrokosten skulle hun så komme ned og hjælpe med at forberede maden. Men da sanne kom derned havde de kinesiske kokke lavede det meste på sin måde. Waldof salaten havde ikke fået flødeskum i men en hvid creme man bruger til kager i Kina, (fløden var nok for dyr) det samme skete med ris a' la manden. Kirsebærsovsen var sikkert også for dyr, han havde købt et glas (200g til 250 mennesker) men så kunne de da se på glaset. Frikadellerne var røget i frituren, sværen på flæskestegen var endt i tern. osv. Sanne kunne prøve at rette op på hvad hun kunne, men det var jo lidt ærgeligt når man nu ville ha' prøvet at gøre det så godt. Chefen, en franskmand, var blevet godt gal i skralden over at de ikke havde ventede. Sanne kunne dog ikke lade være med at grine af at kineserne fyldte alt maden op i en stor blanding.

Midt i december var det vores tur til at invitere vores udlandske venner fra Skotland, New Zealand og Brasillien til middag. Nu kunne Sanne så få lov til at vise hvordan mad skal laves, og der var ingen kinesiske kokke eller mig til at ødelægge det. Sanne havde lavet den dejligste tapas tallerken til forret, lutter hjemmelavede små ting, Til hovedret var der nogle lækkre ovnbagte kalve mørbrad med små lækkre grønsager, kartofler og vidundelig sovs, samt salat, Desserten var der en af de andre der havde med, en slags fromage. Det var en dejlig aften. Den næste middag skal holdes på en skotsk højtid i januar, det bliver meget specielt med sækkepiber mm. det glæder vi os meget til.

Endelig nærmede vi os julen og vores forestående ferie på Coco beach. men før vi skulle afsted skulle vi selvfølgelig holde vores egen lille juleaften. Vores før juleaften blev holdt som en dansk jul skal holdes med flæskesteg, and, rødkål, brunede kartofler, ris a' la mande. Efeter middagen dansede vi om juletræet og sang alle de salmer vi kunne huske. Sanne skulle på toilettet, og pludselig bankede det på døren, Emma åbnede og råbte at julemanden havde fundet hende i Kina. Hun var helt oppe at ringe, hun var helt sikker på at det var julemanden, hun fik et par store gaver og kvitterede med et stort kys til julemanden. Da julemanden var gået løb hun ud til Sanne på toilettet og fortalte hvad hun var gået glip af.

Efter en masse gotter skulle Emma i seng for vi skulle tidligt op næste dag for at flyve på ferie. Sanne gik ind til Bjarne og Xing med alle resterne fra julemaden incl. mandelgave. De kunne så spise julemad i 3 dage.

Næste morgen skulle vi kører til Beijing, det gik op for os at vi havde truffet den forkerte beslutning, holde jul og køre om morgen. Det var totalt tåget 15 meter sigt, sindsygt at køre mod Beijing. På trods af al klogskab og med 6½ time til flyets afgang, startede vores chaffør turen mod Beijing. Det gik meget langsomt nogle gange 20 km i timen, alle motorveje var lukkede så vi skulle af landevejen. Vi kunne kun se striben på vejen og de forankørende bilers baglygter 30 meter fremme (alså hvis de havde lygter eller de var tændte.) Lyskurve kunne man ikke se og når man kørte ud i et kryds skulle man tro på at vejen forsatte 20 meter længere fremme. det var et mareridt, og jeg havde virkelig ondt af vores chaffør der gjore sit bedste. efter 4½ time (efter kun 60 km) begyndte jeg at tvivle på at vi kunne nå det, da vi kun var kommet et stykke uden for Tianjin. Små 70 km fra Beijing lettede tågen mere og mere og farten blev sat op. Vi ankom nøjagtig en time før afgang til lufthavnen. Ja, vi nåede at checke ind, komme igennem immigration, mm og nåede lige ud i flyveren da den fløj.

Først nat skulle tilbringes i Manila, bombe check og security som i en lufthavn for at komme ind på hotelet. Efter en lille tur på gaden nærmest hotellet besluttede vi at gå tilbage, der var bevæbnet vagter overalt, både uden for barer, i kosker, forretninger, foran hoteller mm. og masser af usle/fattige menesker på gaden. Næste morgen skulle vi kører 3 timer gennem Manila til en lille havn, her fik vi virkelig set bagsiden af Philippinerne, fatigdom og atter fatigdom.

Bådturen gik fint ud til den lille Bounty ø, Mindoro med Bambushytter, vinduer af muslingskaller, koldt vand i hanerne og kun en vifte i loftet til at køle lidt af.

Første dag var ren afslapning i Poolen, dog skulle Julie lige indskrives til et dykke kursus. Det tog hun over de næste 5 dage. Emma fandt hurtig en masse lege kammerater (både danske og en lille fransk charmør) Der var også mange på Julies alder så hun hyggede sig også.

Dagene gik med at få massage, sole sig, bade og ellers bare slappe af.. Vi deltog i flere små middage både på stranden, i en lille restaurant1, med en fantastisk udsigt. Jule aften var der et stort arrangement med optræden, musik og selvfølgelig Kalkun, men der var 5 retter. Lækker mad.

Den 25 om morgen skulle der være en kæmpe begivenhed på stranden. Ejeren havde startede en tradition for 7 år siden med at bespise, dele tøj ud og give de indfødte jungle stammer en rygsæk med masser af madvare, samtidig kunne de sælge alle deres kurveting til gæsterne (det gæsterne ikke købte købte resortet op, så alle fik penge med derfra.) Man regnede med at der kom ca. 4.000 - 5.000 mennesker. Man havde forberedt 1.000 rygsække 6 tons ris, 1 tons nudler, flere 1000 kasser af andre madvare og masser af tøj, masser mad og saft til bespisningen. ved sol opgang begyndte jungle folkene at komme gennem junglen, fra vandet med både, de kom fra alle steder. Flere havde vandret mere end 100 km. Det blev ved helle dagen og det endte med, at alt slap op, ejeren var fortvivlet, køkkenet blev tømt for at bespise de mange der havde ventet i timer på stranden. Tilsidst måtte de dele nogle beviser ud, der kunne byttes til en rygsæk med indhold tre dage efter inde i byen. Der kom ikke 5000 mennesker denne jul men nærmere 7000 mennesker. Alt var gået meget diciplineret til, og ingen blev gale, de var meget taknemmelige. mange var dog helt tomme i deres ansigter, usle, beskidte, udhungrede. Piger ned til 12 år var gravide. Familier med 15 børn (forældrene var kun 30 år). En stor oplevelse på godt og ondt.

Julies fødselsdag kom, den blev fejret med maner med morgenmad oppr på vores terresse. Julie strålede, nu var hun jo ”voksen” 15 år (mente hun selv). Hun fik også sit dykke bevis samme dag. Hun må nu dykke til 18 meter med flaske.

Dagene gik stadig med afslapningen i fokus, dog blev det til en tur ind til et vandfald og ind i junglen via en lille flod, turen foregik i oksekære, hvilket var en oplevelse.

Nytårsaften kom, igen et stort arrangement med masser af mad og drikke. Kl 24.00 blev der trods, et mindre regnvejr sendt en masse fyrværkeri op i luften. En hyggelig aften. Jeg var også nød til at gå ned og hente julie midt om natten, for hun kunne ikke finde hjem til hytten eller hvad hendes forklaring nu var.

Dagen kommer hvor ferien er slut. Turen hjem var lidt gyngene, da det var blæst noget op men udrikkerbåden er rimmelige sødygtige. Efter 2 timer i båd og 3 timer i bus ankom vi til hotellet i Manila. Denne gang var det midt på dagen, så vi skyndte os ned i et stort center. her kunne man få alt hvad hjertet begærer. Efter små 4 timer gik vi tilbage til hotellet. Resten af turen gik godt til vi var hjemme i Tianjin.

Vi havde en rigtig god ferie, nu er batterierne opladede (masser af sol energi, og frisk havluft). Nu kan planlægningen af den næste store ferie begynde, (kinesisk nytår).

Vi har det alle godt og håber detsamme for jer alle.

Godt Nytår, vi ses i det nye år.

 Mange hilsen Emma, Julie, Sanne og Lars

 

 

Tilbage